Ertebølledyngen

Den berømte køkkenmødding, Ertebølledyngen, ligger ud til Livø Bredning på Himmerlands vestlige Limfjordskyst. Da køkkenmøddingen blev dannet, var området en halvø, som skød sig ud i en lavvandet fjord. Ertebølledyngen blev opdaget i slutningen i 1800-tallet og store udgravninger gennemført i 1903-7. Allerede i midten af 1850-erne kunne J.J.A. Worsaae dokumentere, at køkkenmøddingerne var menneskeskabte affaldsdynger fra ældre stenalder, hvor mennesket kun levede af jagt, fiskeri og indsamling. Og ordet ”Køkkenmødding” vandt indpas i mange af verdens sprog. Ertebølledyngen er lang, ca. 140 m i retningen N-S og ca. 20 m bred. Aflejringerne er flere meter tykke. De er akkumuleret gennem mere end 1000 år i 5. årtusind f.Kr. Undersøgelserne viser, at man opholdt sig hele året på køkkenmøddingerne og foretog sig en bred vifte af forskellige hverdagsaktiviteter på den. Der må have været en frygtelig stank på en varm sommerdag. Køkkenmøddingen ved Ertebølle har givet navn til den sidste periode af jægerstenalderen. Den kaldes Ertebølletid, ca. 5400-4000 f. kr. Klimaet var atlantisk og juli ca. 2-3 grader varmere end i dag. Folk dengang boede primært ved kysterne som her i Ertebølle. De levede af jagt og fiskeri samt indsamling af de nødder, bær og urter. Fiskeriet foregik fra udhulede stammebåde. Man fangede både ferskvands- og saltvandsfisk: rødspætter, gedder, aborre, skaller, torsk, skrubber og ikke mindst ål. Fugle blev skud med bue og pil. Andesteg var hverdagsmad. I urskoven jagtede man store dyr som kronhjorte, vildsvin og rådyr. Millioner af østersskaller viser, at østers var en vigtig og rigelig fødekæde. Skeletfundene viser at mændene var ca. 160 cm høje, kvinderne 10 cm lavere. De fleste mænd døde i 35-års alderen, kvinderne noget før, sandsynligvis i forbindelse med fødsler. Ertebølletidens samfund bestod af unge mennesker. Man blev begravet i køkkenmøddingerne.