Blomster i sneen

Portrætstudier til en selvbiografi

Gregor von Rezzoris erindringsværk Blomster i sneen, der nu for første gang er oversat til dansk, er en skildring af forfatterens deklasserede adelsfamilie og forfatterens barndom i ruinerne efter første verdenskrig i det opløste østrig-ungarske kejserrige; på én og samme tid en roman i fem noveller og forfatterens fotoalbum.

De portrætterede er familiemedlemmer og tjenestefolk: den aristokratiske og overbeskyttende mor, der af al magt forsøger at leve i tiden før verdenskrigen, og som vasker både børnenes legetøj og fødevarer i desinficerende midler for at undgå smittefare; en excentrisk far, der forholder sig anderledes frit til formerne, så længe man i øvrigt bruger korrekt jægersprog; storesøsteren, hvis favoritstatus i familien og talent for hvad som helst viser sig at være til ingen verdens nytte; en trold af en barnepige, der er steget ned fra Karpaterne som et omvandrende stykke folklore; og sidst, men ikke mindst, guvernanten med en mulig fortid som Mark Twains elskerinde og en civiliserende indflydelse på unge Gregor.

Baggrunden for familieportrætterne er den rumænske by Czernowitz (i dag Tjernivtsi i Ukraine), et broget og afsidesliggende hjørne af Europa, der for længst er forsvundet. Rezzoris lyriske prosa fremkalder både den dysfunktionelle familie og hele den mangesprogede og multietniske verden omkring dem med lige dele ironi og nostalgi.

Rezzoris forfatterskab var i mange år miskendt, men han regnes i dag for en af det tyvende århundredes store undergangskronikører. På dansk udkom i 2018 En antisemits erindringer (1979), der blev såvel en anmelder- som en salgssucces.

Gregor von Rezzori (1914-1998), statsløs for­fatter, journalist, tv-vært, kunstsamler og lejlig­hedsvis skuespiller. Rezzori blev født ind i en østrigsk adelsslægt lige inden Østrig-­Ungarns opløsning. ­Efter studier i Wien og ­Bukarest indledte han en ­broget karriere, der spændte fra at dække Nürnberg-­processen som journalist til at optræde som vært på et bolig­magasin, med biroller i franske nybølgefilm over for ­Brigitte Bardot og Jeanne Moreau under­vejs. Som forfatter ­digter han skamløst videre på sin egen bio­grafi og ­beskriver ­livet i det forhen­værende dobbelt­monarkis ruiner med en ­distance, der kan være både ­ironisk og melan­kolsk – og til ­tider nærmest ondskabsfuld.

Om En antisemits erindringer af samme forfatter:

”en overdådig læseoplevelse ...  Med en mere spiselig titel ville ... ’En antisemits erindringer’ nok for længst være blevet betragtet som et moderne europæisk hovedværk.” – Kim Skotte, Politiken, 6 ud af 6 hjerter

”Rezzoris roman rummer forrygende og smukt skrevne skildringer af verden af i går, der ikke lader Zweig noget efter, nærmest tværtimod, og morsom er han også på en tør og dog slagfærdig facon ... von Rezzori går ikke på kunstnerisk kompromis.”  – Adam Holm, Weekendavisen

”Skønt bogen når os med 40 års forsinkelse, er det i høj grad en bog til tiden, til overvejelse af ildevarslende tegn i tiden.” – Karsten Sand Iversen, Information

"... en helt uomgængelig bog, hvis man ønsker at forstå – konkret, fysisk, hudnært – de fjerntliggende, tilsyne­ladende uskyldige årsager til den største ondskab." – Claudio Magris

”En antisemits erindringer er det realistiske bliks mesterværk. En ganske charmerende, nærmest muntert underholdende og samtidig sindsoprivende ubehagelig bog, der ikke ligner noget andet i den tyske efterkrigslitteratur.” – Péter Nádas  
26,17  EUR
Buy printed book
 
Edition1
Printed pages292
Publish date06 Nov 2020
Languagedan
ISBN print9788794025560