De to Foscari

Jacopo Foscari, en søn af den gamle doge af Venedig Francesco Foscari, har to gange været sendt i eksil, første gang for korruption, anden gang for mordet på et medlem af I Dieci, bystatens timandsråd. Han er nu kaldt tilbage fra eksilet på Candia (Kreta) for at blive anklaget for at stå i korrespondance med republikkens fjender, den osmanniske sultan og hertugen af nabostaten Milano. Ved skuespillets begyndelse har Jacopo fået bevilget et kort ophold i det pinlige forhør, han er underkastet, mens Timandsrådet beslutter at idømme ham et fornyet eksil, denne gang for livstid, fremfor den dødsstraf, der ellers som regel blev brugt i sådanne tilfælde. Dogen underskriver dommen, skønt hans hjerte bløder for denne hans sidste overlevende søn, og hans hustru Marina beder for ham … men Skæbnen er ubønhørlig.

"De to Foscari" er et skuespil i fem akter på urimede vers fra 1821. Det dannede forlæg for Giuseppe Verdis opera "I Due Foscari" fra 1844.

George Gordon Byron, senere Lord Byron (født 22. januar 1788, død 19. april 1824) var en engelsk digter og politiker.

Lord Byron var en af den romantiske bevægelses ledende skikkelser, berygtet for sin flamboyante livsstil: en oprører, en forfører, men også et offer for dybe, lidelsesfulde passioner – en af hans elskerinder kaldte ham "mad, bad and dangerous to know". Trods sit korte liv var han måske en af de mest kendte personligheder i sin tid - også uden for England –, og han fik en enorm indflydelse på sine litterære efterfølgere, ikke mindst gennem sine geniale digte og skuespil.

Han døde af malaria i eksil i Grækenland, hvor han med en lille privat hær havde involveret sig i den græske frihedskrig.