Med
Midnatssolen på Dramaten udvider og radikaliserer Poul Behrendt sit begreb om dobbeltkontrakten i forhold til Karl Ove Knausgårds hovedværk. Med omdrejningspunkt for det hele i første bog af
Morgenstjernen (2020).
Alt, hvad Knausgård har skrevet igennem de sidste tolv år, viser sig her, til syvende og sidst at hvile på Ingmar Bergmans opsætning af Henrik Ibsens Gengangere på Dramaten i foråret 2002 – hvor den svenske instruktør, der samtidig også var dramaets radikale ”nyoversætter”, havde vendt op og ned den norske klassiker. Uden at nogen anmeldere fattede et ord af det hele ved premieren – eller for den sags skyld Min kamps læsere syv år senere.
Fra i hundrede år at have været et stakkels, uvidende offer for en forældregenerations korrupte intriger, fremstod Osvald her omskabt til tragediens højeste bevidsthed. Det var ikke længere Henrik Ibsens fromme skurk, snedker Engstrand, der sætter ild til faderhuset. Men Osvald selv, som gennem de foregående hundrede årellers har sluttet dramaet med sin forkomne bøn, om og om igen: ”Solen, Mor! Giv mig solen!”. I stedet får han nu af instruktøren, igennem bagtæppet i sidste scene, et giga lysende himmellegeme forærende, som samtidig brænder tilskuerne ind i øjnene.
Det var den samme sol, der efterfølgende skulle bane vej for genforeningen af de to ulykkeligt elskende, Linda & Karl Ove, som ellers havde siddet tæt adskilt på hver sit sæde i Stockholm. Og til syvende og sidst levere nøglen, ikke bare til Min kamps fem bøger. Men også til Morgenstjernen’s forventeligt syv bind.
Eddie
Lab
Shop