Strandens smedje

Strandens smedje er fortællingen om den vilde og naturtro jægerstenalder, hvor befolkningen kunne nyde godt af havets overdådighed og den frugtbare natur i oldtidsskovene. Menneskets tilværelse ændrer sig markant ved overgangen til bondestenalderen. Stenalderens bønder rykker bort fra havets ressourcer og tager landet i besiddelse, og skaber på denne vis med varsomme skridt forudsætningerne for områdets landbrugskultur og det gryende samfundsliv. I bronzealderen opstår et udpræget behov for at synliggøre territoriet, hvilket kommer til udtryk ved opførelsen af prægtige kæmpehøje, der endnu troner oppe på højderyggen af byen. På denne vis har bronzealdermenneskerne bundet de indenlandske bosættelser sammen med et nyvundent liv på havet, hvor de store bronzealderskibe kunne fragte mennesker og varer vidt omkring. Den efterfølgende jernalder fremstår til sammenligning med den strålende bronzealder som en kold og regnfuld periode, hvor mennesket begrænser sig og søger sammen som en følge af de krige og magtkampe, der præger store dele af Europa på denne tid. Det hårde jern finder anvendelse som det foretrukne metal, og dette betød, at vi på vores egn kunne deltage i udvindingsprocessen, helt fra optagning af myremalm ude i vores moser til selve smedearbejdet inde i byens værksteder, og jernet sætter dermed dagsordenen for landsbylivet. I vikingetiden tager udformningen af den kendte landsbystruktur for alvor form, ligesom områdets bønder sandsynligvis har været delagtige i den enorme proces med at være vidtberejste handelsmænd og eventyrlystne erobrere. Middelalderens nye trosforhold betyder, at landsbyens tyngdepunkt rykker ud til den nye kirke i Blistrup samtidig med, at landbrugskulturen intensiveres og forstærkes. Reformationen betyder et midlertidigt endeligt for selvejet i landsbyen, og efterlader en struktur, hvor kongerne er eneejere af jorden i Nordsjælland. Denne epoke ebber ud, da reformbevægelserne i 1700-tallet lykkes med at skabe forudsætningerne for bøndernes selveje, og samtidig sår kimen til demokratiets tidsalder, hvor lærdom og medbestemmelse bliver en ledetråd for bøndernes tilværelse, der fører til store omstruktureringer af landsbylivet. Sideløbende med bøndernes udviklingstrang skaber kunstnerkolonier og modens tidsrigtige badeferier forudsætningerne for sommerferie på landet, og derved er en helt ny befolkningsgruppe under skabelse, der på sigt fører til dannelsen af en kystby bestående af bønder og landliggere.