Trumfkort eller sorteper ?

I gamle dage blev mange af de problemer, som i velfærdsstaten giver anledning til psykiatrisk og psykologisk behandling, opfattet som hørende til livets ´bøvl og døje´. Det eksplosive antal borgere, som nu til dags har det svært psykisk og/eller socialt, tildeles diagnoser i et sådant omfang, at der på det nærmeste er tale om et modefænomen. Samtidig ser det ud til, at der en gået inflation i anvendelse af psykiatriske diagnoser. Det normale indskrænkes og sygeliggøres i et hidtil ukendt omfang. Det er i praksis sådan, at en borger i vanskeligheder efter selv en kortvarig samtale med en psykiater, får tildelt en eller flere diagnoser med tilhørende medicin. Men ved at gøre `ondt-i-livet´- problemer til sygdomme med diagnoser og medicin, betales der en høj pris i form af en umyndiggørelse, der alt for tit ender med en identitet som offer, sendt ud på et blindt sidespor med en påstået kronisk lidelse eller varigt men. Gennem en række erklæringer fra såvel psykiatere og psykologer illustreres, hvordan det ateoretiske psykiatriske diagnosesystem – kaldet ICD-10 – fører til mere eller mindre tilfældige diagnoser, som så danner grundlag for en tvivlsom og ofte skadelig medicinering. Det har der ud over den konsekvens, at der tages ressourcer fra borgere med et uomgængeligt og ikke modedefineret behov for kompetent hjælp. Der sigtes her til de egentlige sindssygdomme, dvs. borgere med akutte og kroniske psykoser og svære depressioner.