Karen fra Skovhuset

Vi følger Karens barndom og ungdom i en lille sjællandsk by i nærheden af Holbæk. Hun mister i en tidlig alder sin mor, og det kommer til at præge hendes liv på godt og ondt. Der kom et lille køretøj agende midtvejs nede på bakken. Det var bare en gammel legevogn, hvor karrosseriet var erstattet af en stor sæbekasse. Kassen var fyldt med varer fra »Brugsen«, og der var godt læs på, så den lille husmandstøs. Der var hest, havde svært ved at klare stigningen og den stride vind, der stod lige mod hende. Det var en tidlig martsdag, og i lavningerne lå endnu klatter af snavset sne og anden vintersurhed, men hvor det skrå, gyldne solskin kunne komme til, var det forår. Græsset rakte og strakte sig på de våde   grøftekanter. Ildgule på følfod på korte stængler strittede muntert op af den våde brakjord. Ellevilde lærker skruede sig op i den blå Himmel og sang, så luften dirrede. Den lille pige, der stred sig frem gennem al denne sollyse dejlighed, hverken så eller hørte. Hun havde nok at gøre med at trække sit pibende og knirkende køretøj opefter, og når hun en gang imellem standsede, var det blot for at tage pusten eller rette på læsset, der stadig skubbede sig bagover, og hun fortsatte straks, snart forlæns med læsset efter sig, snart baglæns, trækkende med begge hænder om vognstangen. Karen var fattigfolksbarn, det var tydeligt at se, men hun så rask og glad ud, og der var noget lyst og frejdigt over hende, som hun nu asede sig op ad den lange, seje bakke med sit kørelæs. Først da hun nåede helt op til kilometerstenen på toppen, undte hun sig et hvil. Hun kørte vognen på skrå af rabatten, fiskede et bolsje frem af et kræmmerhus, som Brugsmanden havde givet i tilgift, og krøb op på stenen.