Vandrer mod Lyset

Vandrer mod Lyset har undertitlen:
Et Budskab til Menneskeheden fra den oversanselige Verden.
Bogen består af Ardors Beretning, Kristi Tale, Guds Tjeners Tale, nogle Lignelser og en Kommentar til Ardors Beretning og en Samlende og Afsluttende Oversigt.
“I Forordet beskrives bogens indhold således: Værkets Hovedformaal er at klarlægge for Menneskene deres Oprindelse, Guds Forhold til dem og Kampen mellem det gode og det onde, Lyset og Mørket, samt at meddele Kristi sande Lære, befriet for Aarhundreders Tildigtninger og Forvanskninger; paa dette Punkt fortsætter og afslutter det saaledes de kirkelige Reformatorers Gerning.”
Ardors Beretning fylder en trediedel af bogen, og hertil kommer Kommentaren som fylder hovedparten af resten, og som kapitel for kapitel gennemgår oplysningerne i Ardors Beretning.
Den poetiske stil i Ardors Beretning fremgår af følgende citat. Vi kommer her ind i beretningen på et tidspunkt, hvor Ardor har fortalt om Mørkets ødelæggelser i hans og hans brødre og søstres paradisiske verden, efter de satte sig i forbindelse med Mørket og det var lykkedes dem at udskille det fra lyshavets kredsløb. I lang tid forsøgte de at have forsøgt at nyskabe deres ødelagte rige, men det lykkedes ikke for dem, hvorfor de besluttede sig til at stige ned på Jorden for at se, hvilke ødelæggelser, der var sket dér. Han beskriver deres opdagelser i Kap. 4.:

“Og de droge alle derned.
Men da blev deres Rædsel end større ; thi Mørket her var end mørkere, Taagerne end tættere, og Dampene vare meget hede.
Men Liv var der overalt.
Thi Mørket havde fremdraget mangfoldige tunge, hæslige og frygtindgydende Skabninger; thi Mørket havde fremkaldt en Mangfoldighed af svagt farvede, uskønne Vækster. Uden Orden spirede og voksede de mellem hverandre – smaa, store og mægtige.
Men disse uskønne Vækster og disse hæslige Skabninger vare for de Ældste Jordens første Planteformer og Jordens første Dyreformer; thi de havde ikke set, hvorledes Mørket havde ødelagt det, der alt var dannet under Lysets Straaler; thi de havde ikke set, hvorledes Mørket havde befrugtet og fremkaldt nogle af de hvilende, mangeartede Livsmuligheder.

Men de Ældste saa med Undren det onde og det hæslige.
Mægtige Udyr vadede i Sumpene og trampede paa Jorden. Nogle af Udyrene bevægede sig tungt gennem Luften, nogle bugtede sig gennem Vandene, mange udstødte Brøl og stygge Skrig.
Alt var Uorden og Forvirring.
De Ældste saa Udyrene parre sig, saa dem frembringe nye Skabninger.
Og de saa Udyrene fare mod hverandre, styrte hverandre til Jorden, sønderslide og søndertrampe hverandre.
Men de, der styrtede, rejste sig ikke.
Og de Ældste saa Udyrenes sønderslidte Legemer langsomt opløses og opsuges af Jorden, medens onde Dunster bredte sig overalt. Og de saa mørke Skygger hæve sig fra de sønderslidte Legemer og langsomt opsuges af det omgivende Mørke.
Da sagde den Ældste: “I Sandhed, Mørkets Liv er ikke blivende; thi vi se de jordiske Legemer opløses og opsuges af Jorden, og vi se de aandelige Legemer opsuges af det omgivende Mørke.
Saaledes vender alt tilbage til det, hvoraf det er taget. I Sandhed dette er Døden! Mørkets Magt er forfærdelig!”
Og de vandrede videre hen over Kloden.
Men overalt fandtes det samme Liv, den samme Forvirring.
Da sagde den Ældste: “Disse Skabninger kunde vi ikke lede; thi vi have ingen Magt dertil. Men lader os nu udføre vor Tanke: at danne og skabe jordiske Væsener i vor egen Lignelse; lader os give dem Evnen og Villien til at parres og til at frembringe nye Væsener. Thi vi have set, at ikke den enkelte, men Slægten lever. Og naar vi have dannet og skabt vore Børn, da ville vi lede dem. At de kunne blive Herskere over denne Klode, og vi ville give dem saa megen Magt, at de kunne gøre sig til Herrer over disse Udyr.”
Og de Ældste bleve alle enige; thi de mente, at dette var godt.
Men da lød Guds Stemme til dem; thi en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da Gud lovede sine yngste Børn at hjælpe deres faldne Brødre og Søstre.
Og Gud sagde: “Mine Børn, jeg, eders Fader, taler til eder, at I kunne mindes, hvad I have forladt, og angre, hvad I have gjort; thi formaa I at angre, da vil Lyset i eders Hjerter løse eder fra Mørkets bindende Magt og drage eder tilbage til eders rette Hjem; og jeg, eders Fader, vil tilgive eder.
De Ældste hørte Guds Stemme; men den lød fjern og svag.
Og de frygtede alle.
Og de vovede ikke at svare.
Da tav Gud; thi Han tvinger ingen til at gøre det rette. Men Han saa med Sorg paa deres Færd.