Det sætter dybe spor at miste et ufødt barn. Med min egen historie i centrum giver jeg et konkret indblik i den enorme indvirkning, det får, når man mister. For hvad er det egentlig, man gennemgår? Sorgens overvældende og udefinerbare greb og en verden, der samtidigt skal ageres i. Kommer man nogensinde over det? Fortællingen er skrevet i øjenhøjde og er tænkt som en medmenneskelig supplerende støtte til andre, der mister. Budskabet er også at mindske tabuet forbundet hermed. Men hvordan gør man så det? Det giver jeg mit bud på i denne bog ved også at række ud til pårørende og arbejdsgivere, der, uden de ved det, får en betydningsfuld rolle. Vi skal turde at favne hinanden, også forældre i sorg over at have mistet. For som det mest naturlige elsker vi vores børn, også dem, der bor i himlen.
Uddrag af bogen
Jeg fik ham i min favn, og det var utrolig dejligt at mærke og se ham og på samme tid også overvældende. Jeg stirrede længe og intenst, men han trak ikke vejret. Han var enorm smuk og fin, et rigtigt lille fantastisk menneske. Jeg sad med hans krop i mine arme, imens jeg vidste, at hans sjæl lige så stille var på vej til himlen. Jeg vidste, at han ville komme til kærlighedsfulde hænder, men alligevel var det barskt, at han ikke skulle blive i mine. Mens han lå der i min favn, blev jeg overrumplet af et ubeskriveligt savn til ham. Jeg var blevet mor, men min søn skulle bo et andet sted. En uendelig og højere kærlighed, der ikke fysisk kunne forenes.
Om forfatteren
I begyndelsen af trediverne tager Sabine Gantzhorn Hildebrands liv en uventet drejning, da hun mister sit første ufødte barn. Det medfører store livsforandringer, der resulterer i en motivation for at skrive denne bog, med ønsket om at øge fokus på emnet. Forfatteren er opvokset på Fyn og arbejder i det daglige med folkesundhed.
Eddie
Lab
Shop