Johannes vendte sig mod Olsen, der stod med siden til ham og stangede tænder, og slog med begge arme ud mod hans hoved, som om han klaskede efter en stor myg. Venstre hånd landede på Olsens nakke og højre hånd på Olsens hånd, der holdt om lommekniven. Der var kraft på slaget, og hånden med lommekniven forsvandt ind i munden på Olsen.
Olsen sagde ikke noget, stivnede, prøvede at trække vejret ind uden held, der kom nogle gutturale lyde fra hans hals. Så prøvede han at træde et skridt frem, men hans fod blev stoppet af en trærod på stien. Han faldt ned på knæ – stadigvæk med begge hænder i hovedhøjde – derpå faldt han forover og ansigtet landede på stien med næsen direkte mod jorden. Hænder og arme lå ud fra kroppen i noget, der kunne ligne en korsfæstelse. Kniven var ikke til at se. Munden havde ramt en anden trærod og Johannes havde hørt en knasende lyd, da ansigtet ramte jorden, måske var det tænderne, der var blevet slået ind. Der sivede en lille smule blod fra den ene mundvig.
Om forfatteren
Torben Otto Jensen er årgang 1945, født i København, Søborg. Blev, via en forsikringsuddannelse hos PFA og en studentereksamen fra kursus, civilingeniør i 1971. Fik siden en mastergrad fra Aalborg Universitet. Er, udover at være aktiv korsanger, også aktiv i Seniorer Uden Grænser og involveret i projekter i Kenya og Uganda. Inspiration er hans debut som skønlitterær forfatter. En roman, der bl.a. inddrager erfaringer og oplevelser fra de mange virksomheder, han har besøgt, og de mange kolleger og chefer, han har arbejdet sammen med i tidens løb.