Fra Horsens til Himalaya

Bind 1 – Vendepunktet

Per Allan Jensen er 31 år og på vej ind i et borgerligt liv med bil, ejerlejlighed og godt job i it-branchen, da tilfældige hændelser sætter skub i realiseringen af en drøm om at forandre sit liv. Han sælger sin lejlighed, får orlov fra jobbet og tager på en lang og primitiv rejse til Sydasien. Oplevelser blandt fjerntliggende landes kølige bjergtoppe får ham til at tage sit liv op til revision. Hvad vil han egentlig med sin tilværelse?   
Fra Horsens til Himalaya er fortællingen om en dreng, der vokser op med en håndfast opdragelse i 1950’ernes småborgerlige provinsmiljø og får sin skoleuddannelse i brydningstiden mellem den sorte skole og tressernes frigørelsestendenser. Omgivelserne vil et, men inderst inde er der en stædig kerne i ham, der vil noget andet.   
Vendepunktet er første del af en beretning i tre dele. En historie om at følge sit hjerte, selv om man er i tvivl. Om at træffe valg og om at udfordre sig selv til det yderste. Og om at være stædig, når livet presser en helt derud, hvor man føler, man ikke længere kan bunde.   
Per Allan er medlem af De Berejstes Klub og ynder at holde foredrag om de mange rejser, der fulgte i kølvandet på den første skelsættende rejse i 1983. Sammenlagt er det foreløbig blevet til over 8½ år på rejser med oplevelser fra 133 lande og syv kontinenter.   
I dag er Per Allan pensioneret og drømmer om, at coronakrisen snart driver over, så det bliver muligt at foretage den tiende rejse til yndlingslandet Nepal.

Uddrag af bogen 
Jeg har arvet min mors kraftige hår, følsomme sind og hang til bekymringer og krydsord. Fra min far har jeg arvet stædighed, energi og trang til selvbestemmelse. Og fra dem begge et rimeligt udseende, en rimelig begavelse, noget jysk sparsommelighed og et kæmpemæssigt kontrol- og planlægningsgen …   Min og min fars stædighed kombineret giver anledning til utallige konfrontationer, og alle midler bliver taget i brug for at få mig til at makke ret, undtagen sund fornuft, pædagogik, dialog og tolerance. Udskældninger bliver kombineret med lussinger, som de begge uddeler flittigt. Hvis det ikke er nok, må livremmen frem, den bliver dog kun håndteret af min far…   
”Det var da noget mærkeligt noget,” siger min mor, da hun ser den ombyggede Bedford-lastbil. Og ja, hun har jo på sin vis ret i, at det er noget mærkeligt noget med den bil. Der er i hvert fald hverken juleplatter, sølvtøj eller krystalglas, der skal tages frem og pudses og sættes til side igen. Intet ved den bil minder om mit barndomshjem, og det er præcis dét, jeg elsker ved bilen. Den rejse, der venter mig, er en slags opgør med den del af mit liv. Min fortid. Min barndom. Mine forældre og alt det de står for…   Men en ting er jeg i hvert fald helt overbevist om, nemlig at jeg vil vende tilbage til Nepal senere hen i livet. Og det gør jeg. Mange gange endda. Og det med at tage alene ud på eventyr til fjerne egne, det skal vise sig at blive særdeles afhængighedsskabende…         

Om forfatteren 
Per Allan Jensen er født i 1951 og vokset op i Horsens. Efter sin studentereksamen fik han et første kendskab til den gryende IT-branche, hvilket førte ham til København og en uddannelse som civilingeniør. Resten af sin erhvervsaktive karriere var han beskæftiget som IT-konsulent, indtil han i 2015 valgte at lade sig pensionere.   
 I 1996 blev han medlem af – og senere formand for – De Berejstes Klub, hvor inspiration fra nye venskaber forstærkede rejselysten. Han har gennem alle årene yndet at skrive og holde billedforedrag om sine rejser, ikke mindst i rejseklubbens Café Globen.   
 Pensionisttilværelsen udfylder han i høj grad med rejser, især i vinterhalvåret, mens en god del af sommeren tilbringes med kæresten i kolonihaven. På den niende Nepalrejse i 2019 fostredes idéen om at skrive en bog om rejserne – og livet i øvrigt.
22,67  EUR
Buy printed book
 
Edition1
Printed pages252
Publish date19 Apr 2023
Languagedan
ISBN print9788776081126